Juli 2009

Den 1.og 2.søndag efter påske konfirmeredes – også i år - to hold konfirmander ved tre festlige konfirmationsgudstjenester  i Skelager Kirke. Konfirmanderne fra Vorrevangsskolen blev konfirmeret den 19.april og dem fra Børnenes Friskole den 26.april. Man kan se billederne af de glade og festklædte unge mennesker her i bladet.

Men hvad betyder selve ordet ”konfirmation” egentlig? Ja, det betyder ”bekræftelse” – og det kommer af det latinske ord ”confirmare”.

Og hvad er det så, der bekræftes ved konfirmationen? Ja, det er jo dåben. Dåben er Guds ”ja” til os mennesker. Det er hans tilsagn til os om, at vi hører sammen med ham – altid! Ikke forstået på den måde, at Gud så er nødt til at fortælle os to gange, at han elsker os – først ved dåben og senere ved konfirmationen. Han har fortalt os det én gang for alle, da vi blev døbt – og dét står ved magt. Vi har derimod godt af at høre det to gange. Vi har godt af at høre, at Guds tilsagn til os ikke kun gælder i barndomsårene, men at det selvfølgelig også står ved magt voksenlivet igennem.

Derfor lyder konfirmationsvelsignelsen da også:

”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,

som i dåben har gjort dig til sit barn,

han styrke dig i din tro og give dig håb,

han velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed.”

Guds kærlighed bærer os, med andre ord, hele vejen.

Noget andet vi kan sige om dåben er, at den rækkes hver enkelt af os – som en helt og aldeles uvurderlig og evig gave, der tilmed gives betingelsesløst. Dét bekræftes også i konfirmationen.

For at få glæde af vores dåbsgave må vi dog pakke den op og bruge den, ligesom det er tilfældet med alle andre gaver, vi får givet. Og hvis vi blev døbt som små, er det først og fremmest vore forældre, vore faddere, vores skole og vores kirke, der – op gennem barndomsårene - hjælper os med denne opgave – hjælper os med at finde ud af, hvad det er for et fællesskab med Gud og med hinanden, vi er døbt til at være en del af. Her kommer konfirmationsforberedelsen også ind i billedet. De otte måneder, hvor konfirmanderne mindst én gang om ugen kommer i kirken og deltager i undervisning og gudstjeneste, skal nemlig ses i forlængelse af denne opgave.

Men dåben er altså forudsætningen for det hele – også for at kunne blive konfirmeret. Derfor må man også døbes inden konfirmationen, hvis man ikke er det i forvejen.  Her i sognet kan det ske under en normal gudstjeneste om søndagen – eller umiddelbart efter en gudstjeneste. Dåb kan ske ved alle tre præster i kirken – uanset hvilken alder man har. Man henvender sig bare til én af præsterne eller til kirkekontoret, som så formidler kontakten til præsten videre.

Der har allerede været indskrivning til næste års konfirmandundervisning. Hvis man var forhindret i at komme den 28.maj, kan man stadig nå at melde sig til. Det kan se ved henvendelse til kirkekontoret, tlf.86785132, åbent mandag-fredag kl.10-12 og tillige torsdag kl.16-18. Husk at medbringe dåbsattest eller fødsels-navneattest.

AmR