Salmer: 712, 719, 717, 587, 121

Tekst: Matthæusevangeliet kap. 6,5-13
Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

Tidens hjul – det er et motiv i digtningen, det er et motiv i kalkmaleri-kunsten. Hjulet, der drejer omkring med mennesker heftet på – fra man stiger på i barndommen over manddommen til alderdommen – hvor man så falder af hjulet. Fra venstre mod højre bliver skikkelsen større, indtil den står på toppen af hjulet for så at blive mindre og dratte af til sidst. Det er også et billede på verdens storhed og fald. På den rigdom, hæder og ære, der er skrøbelig og forgængelig og som går lige så hurtigt og let, som den kommer. Stolt og flot klædt på i rødt tøj står han – ja, det er altid mænd - på toppen af hjulet med fyldt pengepose og magtsymboler, og så falder han - falleret, vanæret og afklædt - i afgrunden.

Sådan et tidens hjul har Thomas Kingo formodentlig set på kirkevæggen i en eller flere kirker. Der er i hvert fald nogle hjul i kirker i Nordsjælland, hvor han kom fra. I hans samtid har alle forstået, hvad han talte om, når han skrev om tidens hjul. Han skrev det i en nytårssang, som vi sang lige før (719), for ved nytåret oplever vi intenst, hvordan året igen går sin cirkeltur med os heftet mere eller mindre fast. Vi er alle blevet et år ældre, og nu tager kalenderåret endnu en tur. Nogle holder fast, andre vil blive hægtet af, inden det bliver nytår igen.

Vores hjul ser lidt anderledes ud end Kingos. Nu om stunder synes vi, både mænd og kvinder, at vi topper i ungdommen, og vi forsøger af al magt at holde fast i vores ungdommelighed. Selv om der tales om det grå guld, så er modenhed og erfaring ikke særlig forgyldt i vores samfund. Og kroppen skal, ved vore egne og kirurgernes anstrengelser helst ikke se alderssvarende ud. Til gengæld er vi på tidshjulet meget længere end man var på Kingos tid, så de to halvdele af hjulet svarer ikke rigtig til hinanden. Vores tidshjul er blevet skævt. Ikke desto mindre drejer det stadig rundt.

Æren, rigdommen, forfængeligheden, som Kingo skriver om andetsteds (Far verden farvel, Sorrig og glæde), kender vi godt. Vi har da også i det forløbne år været vidner til, måske selv oplevet, hvordan reelle og oppustede formuer, virkelig eller falsk anseelse, glamour og prestige, er smuldret fra den ene dag til hinanden, så der har været frit fald fra skæbnehjulets top. Drømme og håb på egne og verdens vegne er bristet, angsten har lammet vores handlekraft, så vi blev lette ofre både for terror-industrien og medicinalindustrien.

Måske har vi så i det mindste lært noget i det forgangne årti, som ironisk nok kaldes nullerne. Måske har vi lært at tage vare på vores jord og hinanden. Det er der nogle, der vil mene, der er endda nogle, der har udnævnt det næste årti til at være godhedens årti – et årti, der vil være præget af fællesskab og tro frem for overforbrug og skødesløshed og føren sig frem på overfladen. Det ville da være dejligt, hvis det holdt stik, men vi er dog et par stykker der kan huske, hvordan 90erne blev udråbt til at være moralens årti, og det kom vist ikke helt til at passe. Det var vel der, al vellevnedet, overforbruget, løgnen og bedraget fik turbo på.

Nu lyder jeg nok lige så pessimistisk som Kingo og tidens hjul kan forekomme. Som om hjulet er forudbestemt til at gå sin skæve og velsmurte gang. Lige som den skæbne, der er blind og døv for os og vore længsler og råb.

Men tidens hjul sidder ikke hvor som helst – det sidder på væggen i en kirke. Der ser Kingo og de andre kirkegængere det blandt mange andre - både verdslige og kristne – motiver. Der holder de/vi gudstjeneste, ikke i tidens, men i evighedens perspektiv. Den evighed, der ikke er blind og døv, for den ser og hører os mennesker. Den møder os med barmhjertighed, når skæbnen er ubarmhjertig. Den lønner os ikke efter fortjeneste.

Det er derfor Kingo taler til Gud i det lille nytårsvers og siger: Jo, jo, vi kender godt tidens hjul, lad det kun snurre, bare vi er heftet fast på dit hjerte, er omsluttet af din kærlighed. Den er ikke foranderlig som tidernes skiften, men evig, uforanderlig og uomskiftelig. Sidder vi der, i det guddommelige hjerte, så sidder vi urokkeligt fast, hvad der end sker.

På væggene i middelalderkirkerne sidder også billeder af djævle og dæmoner. Forvrængede ansigter som symboler på de onde magter, der i os og omkring os vil tage styret i vores liv og forhindre os i at gøre det gode. Men de sidder netop på kirkens vægge, under kirkens hvælvinger som tegn på, at de er underlagt en større magt. Med Guds hjælp kan de bringes til tavshed.

Også de er med i vores nytår, i vores kalender. På gamle primitive kalendere er der nemlig et hul, en pause, hvor det gamle ophører og det nye begynder. Vi må også tage en ny kalender i brug i dag. Mens vi finder den frem, står tiden stille. Er gået i stå. Ned i det hul, ud af tiden og ind i intetheden kan alle dæmoner fordrives. Det var det vi forsøgte i nat, da vi larmede og hylede med egne og fyrværkeriets stemmer og forsøgte at gøre natten længere end den var. Vi ville sætte tiden i står, vi ville skræmme alle dæmonerne bort, så de ikke skulle med ind i det nye år. Lad os håbe, det lykkedes.

Men måske er der en bedre mulighed. Når tiden står stille, er der ikke blot et hul – et ingenting – nej, hullet er fyldt. Det er evighedens øjeblik, der går ind i tiden. Der hvor Gud taler, og vi taler til Gud. Der larmes og råbes der ikke. Der er sproget bønnens tale. Derfor begynder vi vort nye år med en stille bøn, med fadervor. Den bøn, som trods små justeringer har været den samme i hele kristenhedens historie. Den bøn, der holder os fast ved Guds hjerte under tidens omskiftelige vilkår.

Det var den bøn, Jesus lærte os. Han lærte os den til brug i fællesskab og til personlig brug. I gudstjenesten og i kammeret. Begge steder i hjertekammeret. I den bliver der sagt vi og ikke jeg, i den er der ingen ønskeseddel, ingen nytårforsætter, men en hengivelse til den Gud, der har skabt os og som sætter os fri af os selv og sætter os fri af skæbnens ubønhørlige hjul, som kan dreje og snurre nok så tosset, det vil. Måtte hans vilje ske.

Det er Guds godhed, vi skal fejre, i det næste år, i det næste årti og til alle tider. Ikke vores egen godhed og fromhed. Så bliver det i sandhed et godt nyt år!

I Jesu Kristi navn
lad året til os bære
alt hvad dit navn kan ære
og tjene til vort gavn.
Amen