Døbebrønden
Salmer: 66, 446, 441, 123, 674, 412
Tekst: Johannesevangeliet kapitel 4, vers 5-26
Ja, den var lang, jeg hørte et suk, og så har de, der har hugget tekstbidderne til og har bestemt, hvad vi skal læse på de enkelte søndage, endda ikke taget slutningen med. Den fortæller, at kvinden forlader både vandkrukke og Jesus og går tilbage til sin by og fortæller om sit møde med den fremmede, som – siger hun – har fortalt hende alt, hvad hun har gjort. Og mange andre kommer via kvinden til at tro, at han er Kristus. Den Messias, de har ventet på.
Der er et lille stykke fra en gammel legende, som har fulgt mig i mange år. Jeg ved ikke hvor det stammer fra og heller ikke, om jeg citerer det korrekt. Men i min erindring lyder det sådan her: ”Når der kommer en fremmed langvejs fra og fortæller dig din historie, så skal du være fri af din fortids bånd og dine gerningers lænke.”
Vi kender det, når vi møder det fremmede, fremmede mennesker, fremmede skikke, vi mærker, hvordan vi i lyset af dem lærer lige så meget om os selv som om dem. Måske mere. Vi lærer vore domme og fordomme at kende, vi får bekræftet eller gjort op med vore forestillinger om os selv, der bliver fortalt en anden historie om os end den som vi selv og vore omgivelser har heftet på os. Den nye sandhed, den nye historie kan være bitterlig hård at høre, og den kan være vidunderligt befriende at lytte til.
Sommetider opsøger vi selv den nye historie, skifter skole, flytter til andre himmelstrøg, hvor ingen kender os, vores gamle historie og de fastlåste billeder, eller vi skifter konen eller kæresten ud i håb om at det nye samliv kan forandre os. Men allerstærkest virker det fremmede, når vi ikke selv har opsøgt det, men det kommer til os, pludseligt, udefra, fra en hel anden kant og et helt andet hjørne end ventet. Bedst kender vi det fra mødet med den overrumplende ufortjente kærlighed - når et andet menneske ser på os med kærlighedens øjne, de øjne, som ser os, ikke som vi var eller som vi er, men som vi kan blive. Så kan selv det mest fastlåste og forhærdede menneske vokse og blomstre, blive til, ja, et helt nyt menneske. Vi har også et udtryk, der hedder ’at vokse med opgaven’. Det er, når nogen viser tillid til, at vi kan klare den udfordring, der tilbydes os. Barnet kan dække bord uden at smadre tallerkenerne, fordi mor siger han kan det. Mennesker i katastroferamte områder får uanede kræfter, fordi de skal det.
Det var to fremmede, der mødte hinanden der ved brønden i Sykar. En mand og en kvinde, en jøde og en samaritaner, et menneske og en gud. Det jordiske og det himmelske. Mere fremmed kan man vist ikke blive.
De mødes ved brønden og taler om vand. Om stille brøndvand og om klart og friskt kildevand, og ganske langsomt under overfladen, mellem ordene og til sidst i ordene bliver snakken til en samtale om de vigtige ting i livet, da det afsløres, at Jesus taler om – og som det evige livs kilde.
Brønden er mødestedet, brønden er udgangspunktet. Vandet, som mennesker, dyr og planter kan få liv og næring af. Det vand, som ingen skabning kan leve uden. Kilden med det friske vand har til alle tider indgydt mennesker ærefrygt, fordi den i en dråbe rummer skabelsens mirakel.
Brønden var og er i mange kulturer mødestedet for mennesker og erfaringer.
Det var der, landsbyens beboere mødtes, når de dagligt hentede vand, det var der den fremmede på gennemrejse gjorde holdt og fortalte nyt fra fjerne egne, det var her gæsten henvendte sig, når han ville spørge, om der var arbejde og rum for ham i byen, det var ved brønden, de unge mennesker mødtes og forelskede sig i hinanden.
Brønden har også en vigtig plads i mytologi og eventyr. Det er til brønden, man skal gå for at blive klog, for den pludrer sin visdom til den, der har ører at høre med. Det er til brønden man skal gå med sine ønsker, det er til brønden, helten skal gå for at få koden til at løse sin opgave. I brønden kan man spejle sig og ved brønden kan man få sandheden, lykken, man kan blive bevæget og forvandlet og få at vide i hvilken retning man skal gå og hvad man skal gøre.
Ved en sådan brønd møder den samaritanske kvinde den fremmede. Her får hun fortalt sin historie. En historie som handler om hendes kærlighedsliv, hvor den ene mand åbenbart har afløst den anden. Jesus sætter fingeren på hendes ømme punkt, den historie, hun er bundet af. Det er, hvad man fortæller om hende i landsbyen, det er hvad hun ved om sig selv. Han fortæller hende alt, hvad hun har gjort Men han sætter hende samtidig fri af den historie og fortæller hende en ny. Du har ingen mand. Du talte sandt. Du er fri. Den historie er ikke sandheden om dig. Der kom en fremmed langvejs fra og fortalte dig din historie. Du er fri af din fortids bånd og dine gerningers lænke.
Sådan bliver også dette eventyr til en fortælling om forvandling. Jesus så kvinden både som hun var og som hun kunne blive. Hun gik forvandlet derfra, hvad enten hun gik hjem og smed manden ud eller fik ny næring til ægteskabet.
Vi henter ikke længere vores daglige vand ved brønden. Det kommer ud ad vandhanen. Men vi har en brønd, hvor vi henter det evige livs vand. Det er ikke tilfældigt, at ordet font i døbefont betyder kilde, og det er meget smukt og rigtigt, når børnene kalder vores døbefont for en døbebrønd.
Her ved døbefonten/døbebrønden møder vi det anderledes og fremmede. Her får vi fortalt vores historie. En historie, der på forhånd sætter os fri af vore gerninger og giver os fællesskab med Gud. Som tegn på, hvor fremmed Guds verden er i forhold til vores, døber vi små børn, som ingenting ved, ingenting kan, andet end at græde og klage, når de har hjælp behov. Netop derfor er de nærmere Guds rige end os voksne, som mener vi er så dygtige og kloge, at vores klogskab truer med at skille os fra Gud.
Her ved det evige livs kilde viser Gud os den tillid at sende os ud i livet med hans velsignelse i ryggen, her giver han os løfte om, at vores historie er langt større og rigere, end den som vi selv skaber og som vi selv og andre kan se, foragte eller beundre. Det er Guds historie, døbebrønden pludrer om os.
Dengang vores store salmedigter, Grundtvig, var en ældre mand, havde han problemer med at sove. Han var trist, fortvivlet, tumlede med tanker om det liv, han havde levet og det liv, han levede. Det billede han selv og andre havde af ham. Og han var navnlig i tvivl om, hvilket billede Gud havde af ham. Da stod han op en nat og skrev en salme, til sig selv, til alle os, som føler os bundet af vore gerninger. Sov sødt barnlille. I den salme husker han sig selv på, at han er døbt, han husker, at der i og ved døbefonten blev fortalt en anden historie end den der plager ham. En historie om at han er Guds barn, bundet til Guds historie. Så skal ingen djævel dig skade. Så kan i din dåb med saligheds håb din sjæl og dit hjerte du bade. Så kan du bede til Gud og få styrke til at leve dit liv.
Ja. Hver eneste gang vi husker vores dåb og beder til Gud, kommer han os nær. Han kommer som en fremmed langvejs fra og fortæller os vores historie. Hans historie med os. Så bliver vi fri af vores fortids bånd og vore gerningers lænke.
