Skelager Kirke

Fonten os minder om vor dåb,
altret om nadverens nåde,
alt med guds ord om tro og håb
og om Guds kærligheds gåde

I dag er det 1.søndag efter påske. Den gamle konfirmationsdag, Hvide Søndag, ved slutningen af påskeugen. Evangelieteksten, vi læser på denne dag, står i Johannesevangeliet kapitel 21, vers 15-19:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter:"Simon, Johannes´ søn, elsker du mig mere end de andre?" Han svarede:"Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham:"Vogt mine lam!" Igen, for anden gang, sagde han til ham:"Simon, Johannes' søn, elsker du mig?" Han svarede:"Ja,Herre, du ved, at jeg har dig kær."Jesus sagde til ham:"Vær hyrde for mine får!" Jesus sagde til ham for tredje gang:"Simon, Johannes´søn, har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham:"Har du mig kær?" og han svarede ham:"Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham:"Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham:"Følg mig!"

Amen

Det er fantastisk, når man kender Simon Peters historie, at Jesus stadig spørger til hans kærlighed. Det er mærkeligt, at han vil omgås Peter efter alt, hvad der er gået forud. Peter har jo svigtet, fornægtet og forladt Jesus, da han blev pint og korsfæstet. Han faldt i søvn i Gethsemane have, dengang Jesus blev arresteret, og da han natten til langfredag sad udenfor ypperstepræstens gård og varmede sig, svarede han tre gange nej på spørgsmålet om, hvor vidt han kendte Jesus. Nej – og nej – og nej, jeg kender ham slet ikke, svarede han. Så galede hanen efter det sidste nej langfredag morgen, og det havde Jesus allerede forudsagt:” inden hanen galer, har du fornægtet mig 3 gange”, sagde han skærtorsdag aften. Og da Jesus senere hang på korset, var Peter over alle bjerge eller snarere hjemme under dynen.

Derfor er det forrygende, at Jesus alligevel elsker ham også nu efter påske og spørger til hans kærlighed. Tre gange naturligvis. Tre gange kan Peter råde bod på sin fornægtelse. Ja, jeg har dig kær. Og det er ham, Peter, der får besked på at følge Jesus og passe på alle de andre disciple. Han skal være hyrde for Guds får og vogte hans lam. Og det er et meget fint og ærefuldt hverv. I den salme jeg læste fra altret er det Gud selv, der bliver sammenlignet med en hyrde, fordi han er med os, hvad vi end måtte komme ud for i livet. Så der er noget at leve op til. Noget at være stolt af.

Det er vidunderligt, ikke blot for Peter, men for os. Vi, som i vores liv uvægerligt også kommer til at svigte, fornægte og forlade Gud, når vi tvivler på hans kærlighed, og når vi ikke tager os af de mennesker, han har sat os til at leve sammen med. Men når Jesus kunne bruge Peter – og netop ham - så kan han også bruge os, og når han kan elske Peter -  netop ham - så kan han minsandten også elske os og vil være der for os, når vi har brug for ham.

Det var, hvad han lovede os i dåben, det er, hvad han gentager ved konfirmationen, og det er, hvad han lover os, hver eneste gang vi beder til ham, for han svigter, fornægter og forlader ikke os. ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, siger han.

Og den kærlighed smitter, den gør noget ved os. Kærlighed, det skrøbeligste og stærkeste af alt, er det eneste, der kan forandre og bevæge os. Trusler og straf kan ikke forbedre nogen, det kan kun kærlighed og omsorg. Man ranker sig og får styrke, når der er noget at leve op til, men man bliver lille og svag, når der bliver talt ned til en.

Vi kan spejle os i Peter på denne konfirmationsdag. for man kunne jo kalde Peter den første konfirmand. Han har gået til den bedste konfirmationsforberedelse, man kan tænke sig: hos Jesus selv, som har fortalt ham alt, hvad der er værd at vide om Gud. Han har hørt lignelserne af Jesu egen mund, og han har set, hvordan Jesus har levet blandt svage og udstødte mennesker og taget sig af dem. Og Peter bliver konfirmeret, rødmende og genert som alle konfirmander, han bliver bekræftet af Jesus, selv om han har svært ved at forstå det hele og selv om han har vanskeligt ved at tro det han har set og hørt. Han er, som alle konfirmander, mest optaget af hvordan han selv ser ud i andres øjne. Men han vil gerne tro, han siger ja, og det er nok for Jesus.

Der var engang i gamle dage, hvor det ikke var nok blot at sige ja ved konfirmationen. Man skulle overhøres, huske salmevers og bibelsteder, gøre rede for hvad jul, påske og pinse handler om, huske de ti bud og  navnene på de 6 store og de 12 små profeter, som Lassefar kæmper med i Pelle Erobreren. Og når konfirmationen var overstået, satte præsten sig med den store kirkebog, dyppede pennen i blækhuset og skrev konfirmandens navn og skudsmål ind i den.

Skudsmål – det har ikke noget at gøre med at skyde på mål, nej det betyder bedømmelse, omdømme.

Og præsten skrev, hvad datidens Peter  havde lært og hvordan han havde opført sig under konfirmationsforberedelsen. Jeg har læst i gamle kirkebøger om vore forfædres skudsmål og det ser blandet ud: ”meget godt i kundskab og opførsel” – ”ringe kundskaber, god opførsel” –”temmelig god opførsel og sædelig” – ”sædelig og overmåde godt oplyst i christendom” – ”flittig og sædelig”.  Sædelig, det er noget med moral. Og så er der ham, der får bemærkningen:” kunne have opnået bedre karakter, hvis han ikke havde siddet nede bagest i klassen og pjattet med ham allerbagest”. Men der er også en pige, der ”læser prægtigt og kan 17 salmer”.  Og en der kan hele 32 salmer.

Vi kender også H.C.Andersens skudsmål fra konfirmationen 1.søndag efter påske. Præsten skrev:” han har meget evner og religionskundskaber, kan end ej hans flid roses”. Men han klarede sig jo siden ganske godt. H.C.Andersen har selv fortalt om sin konfirmation, om hvordan han var fyldt af hellig følelse, da han stod ved altret, men lige så optaget af, hvorvidt damerne i kirken lagde mærke til hans nye knirkende støvler.

Ikke nok med at bedømmelsen  kom til at stå i kirkebogen, men den kom til at stå på første side i skudsmålsbogen, den bog som fulgte alle mennesker i tjeneste fra de vogtede de første får på marken, til de fik deres sidste ansættelse. Hvis de da fik den, for måske var skudsmålet ikke godt nok. Og måske var skudsmålsbogen blevet væk.

Sådan gør vi Gud ske lov ikke mere.

Den generation, som vokser op nu, bliver alligevel vurderet og testet lige fra de går i blå stue i vuggestuen. Senere vil de selv sørge for, at der kommer så meget på cv-et som muligt. Men her i kirken, her hos Gud, skal der ikke vurderes og testes. Vi får dåben ganske gratis og uden eksamen, de fleste som små børn, der hverken kan sige ja eller nej, og senere kan vi komme her uden at skulle have vore kundskaber og opførsel målt og vejet, uden at kunne fremvise et alenlangt CV.

Konfirmanderne får heller ikke noget skudsmål.

Selvfølgelig ønsker vi, at noget af undervisningen hænger ved, at de ved, hvorfor vi fejrer jul, påske og pinse, men først og fremmest, at de forstår og husker, at  hos Gud føres ingen stor bog om kundskaber og opførsel. Han er i hvert fald parat til at slette, hvad der står, hvis vi beder ham om det.

Jesus slettede det skudsmål, som konfirmanden Peter ellers skulle have haft. Det stod ikke så godt til med hverken kundskab eller opførsel. Sædelig var han sikkert heller ikke. Men Peter sendes ud i livet igen med det skudsmål, at han er god nok til at tage vare på sine medmennesker. Han kan bruges. Traditionen har givet ham kirkens nøgler, og den har stillet ham ved porten til himmerige, hvor han står og tager imod de nyankomne sjæle. Og mon ikke han, som om nogen ved, hvad det vil sige at svigte og fornægte, er parat til at lægge et godt ord ind for os, den dag vi banker på himlens dør.

Kære konfirmander.

Jeg har ikke fulgt jer så tæt, at jeg kender jeres skudsmål, jeres kundskaber og opførsel, jeres sædelighed,  jeres tanker og spørgsmål til livet og kristendommen. Ind i mellem har jeg været jaloux på konfirmandlærerne, som har lært jer bedre at kende. Men jeg har trøstet mig med, at jeg i hvert fald slap for at skælde jer ud, hvis opførslen var dårlig og I var bagud med kirkegangen. De bibelord, jeg har skrevet i jeres salmebøger, er heller ikke skudsmål, men ord som kan være til trøst og opmuntring på dage i jeres liv, hvor der kan være brug for det. Og i morgen trykker kordegnen på en tast på computeren, og så står der i kirkebogen, at I er konfirmeret, ikke andet.

Om lidt spørger Gud, om I elsker ham og vil høre ham til, han, som har givet jer livet og kærligheden. Det skulle være let nok at svare ja til. Og så giver han jer det skudsmål, at I er gode nok. I er gode nok til at han kan bruge jer til at vogte sine får, til at være hyrde for jeres medmennesker. Det skudsmål skriver han i jeres hjerter, så gå I blot ud i livet og lad jer bruge af det.