Prædiken Alle Helgens dag 2010

Salmer: 402, 552, 571, 674, 561, 121

Så lad kun sorgen tynge,få luft for al sin klage,og lad kun savnet tynge,
din godhed blir tilbage.

Evangelieteksten til Alle Helgens dag læser vi i Matthæusevangeliet, kap.5, vers 13-16:

Jesus sagde:"I er jordens salt; men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle  i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.”

Amen.

 

For nogle år siden udsendte digteren Søren Ulrik Thomsen en digtsamling, der hedder ’Det værste og det bedste’. Bogen er på én gang meget dybsindig og meget banal, sådan som stor visdom altid er det. Hvert digt nævner og beskriver skiftevis, hvad der er værst eller bedst: Et skoldhedt karbad, at miste respekten for et menneske, den mugne madras på loftet, venindens varme nakke. Der er noget af det værste og det bedste, som vi alle sammen kan genkende.. Det var egentlig meningen, at der skulle være lige mange digte af hver slags, men der er ét i overskud. Der er nemlig flest digte om det bedste, og sådan begynder og slutter digtsamlingen med et ’det bedste’ digt. Søren Ulrik Thomsen fortalte i et interview, at det var en overraskelse for ham selv, at det ikke gik op, og han skriver da også i et af digtene: det bedste er: at der altid har været lidt mere af det bedste end af det værste.

Ja, det bedste er, at der altid er lidt mere af det bedste. Ellers havde vi ikke mulighed for at erfare det værste. Kendte vi ikke det gode, havde vi slet ikke mulighed for at udpege det onde.

Vi chokeres over grimheden, fordi vi længes efter det skønne, vi suges ned i savnets hul, fordi vi kender nærværet, vi føler sorgen, fordi vi anser glæden for det normale, vi skuffes over svigtet, fordi vi møder folk med tillid. Vi ser mørket, når vi kommer fra lyset. Vi rammes af døden, fordi vi er levende. Vi sørger, fordi vi har mistet, men før tabet kommer det, vi har fået. Man kan i sagens natur ikke miste uden først at have fået. Sorgen over at miste er aldrig større end glæden, der gik forud. Der er mest af det bedste.

Derfor er en dag som i dag, Alle Helgens dag, hvor vi tænker på og mindes vore døde, ikke blot en sorgens dag, men også en taknemmelighedens dag. Taknemmeligheden over dem, der har været i vores liv, om det så var kort eller lang tid. Taknemmelighed over det salt og det lys, de har været for os. Det bedste kommer først, det bedste er stærkest. Det hiver i krop og sind. Vi ville jo gerne beholde det gode, vi ville gerne beholde dem, der har været gode for os og gode mod os, men vi må give slip og overlade dem til det bedste. Det bedste, som ikke blot er først, men også sidst. Alfa og Omega. Begyndelsen og enden. Livet hos Gud.

For døden har to sider. Den ene, der vender ud mod os, og som fylder os med sorg og savn, mørke og forbitrelse, den side, som ser bagud mod fortiden og klamrer sig til alt det, der har været, den ene side, som hejser flaget på halv stang for at vise alverden at glæden er blevet beskåret. Enhver flaghejser ved imidlertid, at flaget skal op først, fordi livet gik forud. Og så dødens anden side, den som vender mod Gud og fremtiden og som er fyldt med glæde, lys og nærvær. Det er den anden side, som hejser flaget på hel stang igen, når jordpåkastelsen er sket, for triumferende at udråbe, at der ikke blot er en, der er død, men en, der er opstået til liv. Det er begge dødens sider, der sender os hjem til vore tomme stuer igen, stadig med den sorg og forladthed, som ikke kan fornægtes, men med hjertet fyldt af forvisningen om, at den døde nu er i Guds varetægt. Med hjertet fyldt af glæde over, at den kærlighed, der er os imellem, aldrig kan gå til grunde, med hjertet fyldt af taknemmelighed over den tid, vi fik med hinanden. Med hjertet fyldt af forsoning overfor dem, vi ikke kan tilgive, og derfor ikke sørge over. For sorgen over ikke at kunne sørge er den største sorg af alle.

Alle Helgens dag samler begge sider i sig. Den er en festdag, en hellig dag, en højtidsdag, selv om vi måtte græde. Flaget er på hel stang som først og sidst.

Til os, der må græde over de døde og det døde, det tabte og forspildte i vores liv, lyder ordene her i kirken, de ord, som også lød til dem, der på Jesu tid havde sorg og savn og kunne være tilbøjelige til at gemme sig under dyner af mismod og selvopgivelse:

”I er jordens salt, I er verdens lys.” Det er jer, jeg taler til, lige nu.

Vi er lige så forskellige som dem, der stod omkring ham dengang, men ordene gør os lige værdige. Den stolte og hovmodige får bøjet sin alt for ranke og selvsikre ryg, den usikre og unyttige får rettet sig op og hans blik bliver fast. Vi er saltet og lyset, vi skal ikke først gøre os fortjent og kvalificere os til at være det. Vi er ikke til eksamen og vurdering. gud kender os og kan bruge os, os med vore tab og svigt, nederlag, sorger og glæder, ja, netop os kan han bruge.

”I er jordens salt og verdens lys” er sagt både til de stærke og de svage - alle har vi noget at bære videre. Ikke mægtige bedrifter og store ord, som blot forherliger os selv, men kærlighedens og sandhedens ord og gerninger - de ord og gerninger som ikke kan stå alene, men må gives til nogen, til de andre. Både saltet og lyset er ubrugeligt og nyttesløst, når det er alene. Man kan ikke leve af salt, stirrer man ind i lyset, blænder det. Man kan ikke beholde lyset for sig selv, så slukkes det. Saltet skal salte noget, lyset skal lyse på noget - først da er det salt og lys.

Begge symbolerne, hentet fra dagligdagen, saltet og lyset, blev i jødedommen brugt om Gud selv og Guds lov. Nu bruges det om os, om os mennesker. I, vi, er jordens salt, I, vi, er verdens lys. En fuldstændig blasfemisk tankegang. Den bryder med jødedommen, ja med enhver anden religion og ideologi. Det er alle os, som uafladeligt bryder Guds lov og hans vilje, som bærer hans billede. Alle os, som i vore egne og andres øjne ikke duer, os har Gud sat som lys. Ikke heltene, ikke de vellykkede, ikke de i denne verden heldige.

Som bærere af Guds salt og lys er vi sat i historiens kæde. Vi har modtaget det af dem, der kom før os, af dem der lever sammen med os, og vi må nødvendigvis bringe det videre, hvis ikke det skal fordærves og slukkes i vores selvoptagethed. Saltet i Guds ord, som renser og bevarer den verden, vi lever i, lyset i troen og håbet, som oplyser, hvad der er sandt og rigtigt og lader det falske og hule stå frem i al sin forløjethed. Frem for alt den falske påstand, at vi lever for os selv og ikke er en del af historien og fællesskabet. Frem for alt den forkerte antagelse, at vi er, hvad vi forbruger og køber og udstiller.

For hvis det var sandt, stod det dårligt til. Så var vi ikke værdige til bære lyset og saltet frem. Så skulle Gud vælge sig nogle andre helgener. Men han har valgt os, vi er af hans ånd. Det blev vi, da han i dåben gav os det bedste først.

Dåben er indgangen til det liv, hvor der fås og gives, tabes og mistes. Det evige liv, hvor vi lever af Guds kærlighed. Det liv, hvor vi får syndernes forladelse, inden vi overhovedet får begyndt, sådan at vores tilværelse ikke er et regnestykke af synd og straf, der skal gå op, men kan leves i frihed.

Gud har lagt evigheden i os, sådan at vi er i stand til at kende det værste, fordi vi ved, hvad der er det bedste. Således har han også givet os muligheden for at leve til glæde og gavn for hinanden, muligheden for at gøre gode gerninger, ikke for vores egen skyld, men for de andres.

Derfor er det heller aldrig for sent at takke Gud for de mennesker, der har været i vores liv. Alt hvad de har gjort mod os, er til Guds ære.

Vi takker for dem her i kirken og når vi senere går på kirkegården med lys og blomster. Vi takker for dem ved at bære lyset og saltet videre.

Her i Skelager Sogn har vi mistet 28 mennesker siden sidste Alle Helgen. Det er færre end tidligere år, men sorgen bliver ikke mindre for den enkelte. Men når jeg siger ’vi’, er det fordi, at nok er sorgen personlig og privat, men den er også fælles. Vi har mulighed for at tage del i hinandens sorger. Vi har mistet gamle, som var mætte af dage, midaldrende, som havde mange muligheder tilbage, et barn, som bar på sine forældres drømme og håb. Sorgens grundelementer af taknemmelighed og forladthed er dog de samme. Derfor kan vi være sammen her i kirken i dag.

Alle Helgens dag. De dødes dag og dog endnu en livets dag. Det liv, som vi ikke kan leve uden hinanden, det liv, som vi ikke kan leve uden Gud.

Det bedste er først, det bedste er sidst. Det bedste er godt, det er større og bedre end det værste. Søren Ulrik Thomsen slutter sin digtsamling sådan her:

det bedste er at gi op omsiderog pludselig mærke det hele begynde
det er det bedste for mig

Amen