6.søndag efter Trinitatis 2011

756, 289, 397, 636, 688, 696

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. amen.

Evangeliet til i dag, sjette søndag efter Trinitatis, læser vi i Mattæusevangeliet kapitel 5, vers 20-26:

Jesus sagde:"Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

I har hørt, der er sagt til de gamle: "Du må ikke begå drab", og "Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen; Men jeg siger jer: Enhver som bliver vred på sin bror, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger:Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til altret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: du slipper ikke ud herfra, før du har betalt den sidste øre."

Amen.

Efter katastrofen i New York 11.september 2001 udtalte en statsleder henvendt til de formodede gerningsmænd: Vi vil jagte jer for at få hævn. Han sagde også disse ord: Dem, der ikke er med os, er imod os.

Efter katastrofen i  Oslo og på Utøya den 22.juli 2011 udtalte en anden statsleder henvendt til sit folk: Vi vil gengælde med demokrati, åbenhed og tolerance.

Den første statsleder er erklæret kristen, den anden har, om han er kristen eller ej, forstået langt mere end den første af kristendommen. Måske har han læst den bjergprædiken, vi læser fra i dag, hvor der endvidere står: I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt.

Nogle vil mene, at det at gengælde ondt med ondt er en gammeltestamentlig tanke, men faktisk er det Gamle Testamente mere nuanceret.

Det gamle Testamente og dermed hele Bibelen har historien om Kain og Abel på en af sine første sider. Det er historien om verdens første mord - om mordets væsen. Det er historien om uforsonlighed og om vold som et forgæves forsøg på at blive forsonet med tilværelsen.

Vi kender ikke Kains motiver til at dræbe sin bror. Det er også lige meget, for intet kan retfærdiggøre hans handling Men da Abel ligger der på jorden, død for Kains hånd, har Kain ikke fået forsoning, han har ikke fået fred. Hans skyld vil jage ham rundt i verden som en ydre og indre fredløs  flygtning. Men da sker der så noget. Der sker det, at Gud viser Kain en anden retfærdighed, end den han selv handlede efter. Gud fjerner ikke Kains skyld og skæbne, men han beskytter ham mod andres hævn, ved at sætte sit beskyttelsesmærke på ham, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel. Således på én gang udsat og beskyttet kan Kains historie fortsætte. Den fortsætter med at han bliver den der bygger den første by, det første samfund, og Kain bliver også stamfar til alle håndværkere og musikanter. Civilisationens grundlægger er den første morder.

Sådan kan det se ud som om den bibelske forfatter mener at den menneskelige kultur er bygget på vold. Det kan se ud som om en udskilning og udrensning er nødvendig for at vi kan bygge samfund med - netop lov og orden. Det ser ud som om uret og urimelighed er nødvendige for at vil kan ordne os med hinanden i ret og rimelighed. Det er fortællingens brutale budskab om menneskelivet, det budskab, som vi kan få bekræftet ved at iagttage kriges og konflikters regelmæssige tilsynekomst i historien. Der skal åbenbart krig og vold til, før vi skønner på freden, der skal ydre trusler til at få os til at holde sammen, der skal uretfærdighed til, førend vi kender retfærdigheden. 

Historien om Kain og Abel er den mest gentagne historie, menneskeheden kender. Det er alt for nemt at aktualisere den til de konflikter, vi til hver en tid – også denne – oplever. Det ser ud som om vi mennesker mere er bundet til hinanden med skyldens lænker end med kærlighedens bånd.

Men der er et andet og langt vigtigere budskab i historien om Kain og Abel. Kain lever kun videre på Guds nåde - via det mærke, Gud sætter på ham som beskyttelsestegn. Kain får fred midt i hvileløsheden, fordi Gud påtager sig hævnen. Hvis nogen rammer Kain, skal han straffes 7 gange - af hvem? ja, af Gud.

Gud tager ikke skylden og ansvaret fra Kain. Han burde have passet på sin bror i stedet for at myrde ham. Men Gud tager hævnen på sig. Så vi kan med lige så god ret sige, at den kultur og de samfund, vi skaber, at de lever af Guds nåde. I dem får vi mulighed for at være medmenneske. I dem er vi sat til at være hinandens vogtere og beskyttere. I dem er vores sans for retfærdighed altid underlagt Guds retfærdighed.

For som mennesker er vi på godt og ondt medmennesker. Det er vel først og fremmest det, historien om Kain og Abel skal fortælle os. Vi er brødre og søstre. Vi er givet til hinanden, vi er sat i et livsmønster, hvor vi bestandig berører hinanden. vi kommer hinanden  ved, som man siger, lige meget om vi vil det eller ej. Ja, selv når vi forsøger at trække os ud af livets mønster, når vi forsøger at gøre os  usårlige, så bliver vi netop mere afhængige og sårbare, end hvis vi deltager i livets spil. Fralægger vi os ansvaret, blir vi ikke desto mindre ansvarlige. I det spind vi er sat i med hinanden, kan vi ikke undgå at røre hinanden, vi bestemmer hinandens skæbne - ved det vi gør, ved det vi ikke gør, vi kan ikke undgå at komme til at skylde og få andre til at være os skyldige. Vi tager liv og vi gir liv, hvad enten vi gør det korporligt eller ej. Vi tager glæde og giver glæde. Og det er et regnskab som vi aldrig kan få til at gå op, der blir aldrig balance i vores forhold til hinanden. Vi kan aldrig blive hinanden kvit. Men vi tror det - gang på gang.

Det var med den viden om vores bundethed til hinanden og om vore retfærdighedsbegreber, Jesus stillede sig op på bjerget og holdt sin bjergprædiken, som tekststykket til i dag er hentet fra. Han stillede sig op som en anden Moses, som en anden lovgiver. På et bjerg.

Alle bjerge er lavet af aflejringer af en eller anden slags, lag på lag. Love og retfærdighedsbegreber er også aflejringer  - af erfaringer og sædvane. Jesus stillede sig i mere en én forstand op på et bjerg, et bjerg i Palæstina af grus, jord og sten, og et bjerg af nydelige og nødvendige samfundsregler - de love og samfundsregler som mange andre samfund er bygget på og uden hvilke