Prædiken 5.s.e.Trin. 2011

16, 358, 356, 147, 20, 726

Lad dit rige allen sted

vidt udgå med fred i følge

Amen

Evangelieteksten til 5.s.e.Trin læser vi i Lukasevangeliet, kap.5, vers 1-11:

Engang da Jesus stod ved Genesaret sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!" Men Simon svarede: "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud." Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde:" Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand." For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået - ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus´ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker." Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

Amen.

 I går, i nat, i morges, tænkte jeg på at skrive en anden prædiken end den jeg havde forberedt. En prædiken i lyset, eller rettere sagt - i mørket af tragedien i Norge. Men det ville ikke lykkes. Jeg var slået på munden og over fingrene. Der var ikke noget at sige eller skrive. Hvis jeg havde kunnet, ville det måske også have været et knæfald for den destruktive tankegang, som har besat morderen, at beskæftige sig med ham og hans ugerninger, hvor det glædelige budskab burde lyde.  Derfor får I den oprindelige prædiken - ikke en prædiken om helvede og undergang, men en prædiken om tro på undere, begejstring og forandring, vel noget af det som ofrene i ungdomslejren var samlet om.

Mine jævnaldrende, ja folk, der er langt yngre end jeg, fortæller mig, hvor vidunderligt det er med børnebørn. De lægger billeder af dem ud på Facebook og på deres egne hjemmesider, tilsyneladende uden bekymring for hvad andre kunne finde på at bruge billederne til. De ser medlidende på mig, når jeg fortæller, at jeg endnu ingen børnebørn har.

Jeg forstår godt deres glæde ved børnebørnene. Jeg forstår, at der på et tidspunkt i livet kan åbnes en ny dør, en ny vinkel at se på verden med. Det sker, når man oplever verden sammen med dem, der ikke har set den før og endnu ikke er blevet blaserte. For børn er hver ny opdagelse, hvert nyt ord et under. Det er derfor, tror jeg, vi gerne vil have børn. Det er derfor, vi gerne vil være sammen med børn. Fordi deres livsappetit og tro på livets under smitter. Derfor oplever vi det også som en dyb krænkelse, når børns og unges håb og fremtid tages fra dem.

Barnet er stadig nysgerrigt, fuld af betagelse, fuld af spørgsmål, som gør verden større. Den voksne har set det hele før, kan ikke forundres, førend nogen lukker døren til mysteriet op.

Og så voksne bliver vi meget hurtigt. Allerede en fjortenårig kan ha det slukkede lys i øjnene, som fortæller, at intet kan forundre ham. Og de børn, som vi ser med tomme og fortvivlede ansigter på fjernsynsskærmen fra katastroferamte egne, har allerede set så meget af verdens ondskab, at intet mere kan forbavse dem, hverken ondt eller godt.

Det sker hurtigt med os, at vi tilpasser os virkeligheden, som vi siger, skruer forventningerne til livet ned i en størrelse ekstra small. Det er dog ikke altid alderen, der er afgørende, for man kan møde oldinge på 25 og små levende børn på 90 år.

Det er selvfølgelig også tilpasningsevnen, som gør os livsduelige - evnen til at lægge et budget, både for vores økonomi og for vores liv, evnen til at affinde sig med realiteterne for at undgå skuffelser og nederlag er nødvendig for at overleve. Der er mange mennesker, som har levet deres liv med tilpassede forventninger inden for de rammer, som var dem givet. Uden dem ville vores samfund bryde sammen.

Sådan er verdens virkelighed, Guds virkelighed er en anden. Gud skabte mennesker for at have nogen at forundres sammen med. Han ville have børn og børnebørn. Han ønsker forventninger, drømme, håb, begejstring, glæde. Det var, hvad Jesus forventede og forlangte af de mennesker, han mødte. Det var hvad han selv kom med. Han kom med en virkelighed, som var større end den, vi skaber, kender og tilpasser os, han kom med en forventning, som var så stor, at selv Gud måtte give efter for hans krav om at sprænge virkeligheden, der hvor den er allersnævrest. Gud måtte lade ham overvinde døden.

De mødte hinanden engang ved bredden af en sø, Guds virkelighed og verdens. De mødte hinanden i skikkelse af Jesus og Simon Peter. Peter og de andre fiskere kendte både livet og døden, sådan som de ernærede sig ved det farlige og livgivende vand. De var trætte. De havde været ude at fiske om natten, det havde givet en ringe fangst, så der var sådan set ikke noget at skynde sig hjem for. Der ville blive smalhals i de små hjem i den kommende tid, men det havde de jo prøvet før, sådan var det.

Så kom den der vækkelsesprædikant, som ikke lavede noget fornuftigt, men gik rundt og brugte mund, han, som folk gerne ville høre på. Jo, han kunne da godt få lov at tale fra båden, sådan så det ikke skulle gå som i hans hjemby, hvor folk var ved at stene ham. Man kunne da godt hjælpe, det kunne der vel ikke ske noget ved, hverken godt eller skidt. Fiskerne havde tilpasset sig, de havde resigneret, deres forventninger passede til deres muligheder. Enten levede man tåleligt, eller også mindre tåleligt. Lad bare manden snakke.

Hvad Jesus talte om, får vi ikke at vide, formodentlig om at gudsriget skulle komme og imødeses med begejstring og glæde. Han har talt med en overbevisning og en autoritet, så Peter imødekommer hans opfordring, da han beder dem sejle ud og kaste garn. Men ikke uden indvendinger. Kendte indvendinger: det har vi prøvet, det hjalp ikke. Hvad skal det nytte? Vi orker ikke mere, vi forventer ikke noget. Der er ingen fisk.

Og så sker underet, lige der i mødet mellem verdens og Guds virkelighed, mellem begejstringen og resignationen. Garnene bliver fyldt til bristepunktet ved højlys dag. Fiskene vælter ud. De forventninger, som næsten ikke var til stede, bliver overbudt. Erfaringerne bliver sprængt. Og de, som er tilstede reagerer med frygt, sådan som undere får os til det. Mødet med det guddommelige både tiltrækker og frastøder, fordi det på én gang gør os opmærksomme på livets storhed og vores egen svaghed. Peter reagerer som Esajas i templet og som Moses ved tornebusken, han føler sig uværdig i forhold til hvad han har set og oplevet. "Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand” siger han. Esajas sagde:” ve mig, det er ude med mig for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber." Moses skjulte sit ansigt og sagde: ”Jeg har ikke ordet i min magt."

Undere gør os i første omgang målløse. De kan ikke forklares, ikke bevises. Undere er af natur naturstridige. Den Gud, som har skabt naturens orden, kan også vende op og ned på den igen. Han kan sende manna ned fra himlen, han kan overskylle jorden, han kan skille vandene, han kan fange fisk, hvor der ingen er, og han kan gøre fiskere til prædikanter. Og det er vel det største under, der sker. At de tunge, ikke særlig veltalende eller velsete fiskere bliver smittet af begejstringen, så de følger Jesus. At de, som tvivlede og resignerede bliver i stand til at få andre til at tro og begejstres. At målløsheden erstattes af veltalenhed. For de bliver jo ikke der ved Genesaret sø og hygger sig med deres private fangst. de beholder ikke underet for sig selv, de slipper fiskene løs, de slippes selv løs, de må af sted med det, ud med det.

Sådan er det med undere, tegnene på Guds virkelighed. De er ikke undere, før de bliver omsat og fortalt, ikke før de bærer begejstringen og glæden videre. Hvis Moses var blevet på bjerget med tornebusken, hvis Esajas var blevet i templet med sin Gud, hvis fiskerne var gået hjem med fangsten, så havde det ikke været undere, men private oplevelser. Dem kan der ikke bygges noget på. De skal omsættes, fortælles, blive til fælles oplevelser for med rette at have navn af under.

Det, som skete med Peter, da han oplevede at verden var større end de grænser, han satte for den, og det, som vi alle oplever ved mødet med livets storhed, var, at han blev fanget. Fiskeren selv sprællede i sit net og måtte erkende, at han var en syndig mand. Men han kunne ikke gemme sig bag sin syndighed og uduelighed, lige så lidt som Esajas og Moses kunne det. Han blev fanget ind for at blive taget til nåde og sat fri igen. Fri til at fange mennesker ind -  for at sætte dem levende fri.

Ligesom man kan diskutere, hvornår livet bliver til, kan vi diskutere, hvornår kristendommen blev undfanget og født. Måske kan vi sige, at den blev undfanget her ved Genesaret sø, da jævne, vrangvillige fiskere fik til opgave at være fiskere for Gud. De, som i deres almindelighed ikke giver os andre nogen undskyldning for ikke at følge efter. Det var de samme mænd, som pinsedag fik mund og mæle til at give deres forventninger og begejstring videre. Inden da var der sket endnu et under, underet over alle, det mest naturstridige af alle, det mest virkelighedssprængende af alle. De mest himmelråbende forventninger var gået i opfyldelse, livet havde sejret over døden påskemorgen. Det er det under, alle andre undere kan spejles i. 

Vi står i gæld til de fiskere, som lige siden har fanget mennesker for at føre dem til livets kilde. De, som har vidnet om livets storhed og hellighed midt i dagligdagen. Det er ikke altid gjort lige elegant, og derfor har ordene om menneskefiskeri måske fået en dårlig klang. Men sådan må det være, når Gud har betroet os fejlbarlige mennesker sin kirke. 

Vi er måske ikke i stand til at forlade vore fiskerbåde, af hvad slags dt end måtte være, men vi er alle i stand til at forlade fangenskabet i nedskruede forventninger, indelukketheden med vore private oplevelser. Vi er fanget ind af Guds virkelighed, netop for at blive givet fri. Fri til at forvente undere midt i verdens virkelighed. Fri til at give begejstringen og glæden videre. Til vore børn, til vore børnebørn, til alle andre børn og børnebørn.

Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige som et lille barn, han kommer slet ikke ind i det.

Amen