Oktober 2010

”Og stjernerne lod som ingenting”
Sådan skrev en udsendt frivillig hjælpearbejder under en af de seneste katastrofer, der har ramt vores klode. Der var ikke mere lys at arbejde ved for at hjælpe de nødstedte i nattens mørke. Kun stjernerne lyste for alle dem, der forsøgte at sove udenfor, fordi de ikke turde opholde sig i de jordskælvstruede bygninger. Stjernerne på himlen lyste, som om ingenting var sket, eller også lod de bare som om. Det er nærliggende at fortsætte med et spørgsmål: ”Gud, lod du også som ingenting? ”Det er et af menneskehedens allerældste og evige spørgsmål. Det er det spørgsmål, vi råber ud i mørket, når katastroferne, både de nære personlige og dem i fjerne egne, rammer os. Hvor er Gud? Hvorfor griber han ikke ind? Hvordan kan han, som vi kalder almægtig og kærlig, tillade, at hans skabninger lider?

Det kan han så sandelig heller ikke. Gud morer sig ikke med at jonglere med klippestykker, jordskorper og flodbølger som hævn eller straf. Så skulle han måske også ramme nogle andre end de svage, som oftest er ofre for ulykkerne. Men han er til stede midt i lidelsen og katastroferne. Han er der for at lide med de lidende, sørge med de sørgende. Han er der for at høre vores klageråb. Gud har givet os indsigt og styrke til at afhjælpe så meget af lidelsen, som vi kan. Men han styrer os ikke som om vi var marionetter. Det ville ikke være noget sandt menneskeliv.

Her i høstens og efterårets tid fortæller han os en lignelse. Lignelsen om hvedekornet, som ikke kan andet end at falde i jorden og blive opløst. Om kornet, der ikke tænker over noget formål eller nogen mening, men lydigt overgiver sig til sin skæbne. Det får ingen ære eller belønning, men det opstår alligevel. Det får ikke blot sig selv igen, men bliver til mange og til meget, når det bliver forår, og spirerne kommer op.

Det er sådan, Gud er. Ved som den korsfæstede og opstandne Kristus at tage hvedekornets vilkår på sig gav han os et billede af hengivelsen som livet selv. Det liv, som leves ved at blive givet. Det liv, som er nærværende midt i katastrofen.

Gud lader ikke som ingenting. Hans stjerner heller ikke.

Gud, lær os før din vinters gru
som æblerne, der falder nu,
at slippe alt vort eget.
Din Søn var her og viste os
at døden intet finder hos
den, som har elsket meget. (DDS 731)