April 2010

Religionskritik er ikke noget nyt, og kristendommen har da også lige fra sin begyndelse været udsat for hån og spot. Et lille skrift fra 1700-tallet opsamler en del af de kritik-punkter, som er hørt både før og siden. Det er ”Traktat om de 3 bedragere”, som netop er udkommet på dansk. Bogen tager alle de tre store religioner under en ikke særlig kærlig behandling, men på en mærkelig bagvendt måde har forfatterne alligevel forstået væsentlige dele af de begivenheder som vi nu skal fejre i passions- og påsketiden. Om Jesus hedder det nemlig, at ”det var utænkeligt, at hans forehavende skulle lykkes, da han jo stod uden nogen verdens ting. Når han havde udført de mirakler, som man har tillagt ham, havde han stadig ingen pengemidler eller en hær, og det var derfor uundgåeligt, at han måtte dø.” Og i lidelsen og døden ”svedte og græd han”. I det hele taget er det forfatterne ubegribeligt, at Gud kunne blive menneske, og at den ”øverste Gud, det eneste væsen, der besidder grænseløs perfektion, skulle være steget ned fra sin herligheds højeste niveau for at færdes i selskab med væsener, der adskiller sig uendeligt meget mere fra ham, end de laveste insekter adskiller sig fra de mægtigste monarker i universet.” Endvidere anses det for besynderligt, at han ”tilgav sine bødler (disse ”myrer og regnorme”) uden videre og ”i deres sted overgav sig til den mest grufulde, den mest forfærdende tortur.” Det forekommer så tåbeligt, at det kun kunne være ”landstrygere og stoddere, enfoldige personer, kvinder og idioter”, der plaprede budskabet videre.
Det kan næsten ikke siges mere præcist. Det er netop det forunderlige og vidunderlige, vi fejrer i påsken: at Gud nedværdigede sig til at leve og dø blandt sine mennesker og dermed løftede os op til værdighed og herlighed. Han betragter os ikke som myrer og regnorme, men som sine børn. Det giver os tillige et medansvar for, at vore medmennesker ikke behandles som laverestående væsener, men som Guds værdifulde skabninger.

Ja, påskens budskab er et ord
om, hvad der aldrig sker på jord,
og det et ord helt stillet blot
og værgeløst mod verdens spot.
Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød,
og bringe alle små det bud,
at nu er han for dem hos Gud,
og som han delte med dem her,
de vist skal arve med ham der.
DDS 238

KFP