”Herren bevare din udgang og indgang” - sådan lyder det i slutningen af dåbsritualet. Formuleringen er hentet fra en gammeltestamentlig velsignelse, og den er i kirkelig sammenhæng et ønske om, at Gud, som har taget imod barnet i dåben, vil velsigne det med alt godt, når det bæres ud af kirken og senere træder ind igen. Livet ses således som en gentagen udgang og indgang ad kirkedøren.

Så skal det også være nemt at komme ud og ind. På forsidebilledet (foto: Torben Hvid) kan man se den nye brolægning ved indgangen til kirken. Den er lagt sådan, at folk med rollator, barnevogn eller kørestol lettere kan komme til kirke. Ganske bogstaveligt, men også i anden betydning, er det vigtigt, at der er let adgang til kirken. For kirken er jo for alle, små og store, syge og raske, troende og tvivlere, og man skal ikke vise medlemskort, hverken til Folkekirken eller et politisk parti, ved indgangen. Hvad man end mener om irakernes ophold i Brorsons Kirke, så var det tydeligt, at alle parter var berørt af den symbolværdi, der lå i, at opholdet - med dets indgang og udgang - foregik i en kirke. I vores protestantiske kirkeordning er kirken ikke noget fredhelligt sted som i middelalderen, hvor Knud den Hellige søgte asyl i St.Albani Kirke, men alligevel har de fleste af os den opfattelse, at der bør herske fred i rummet og udvises respekt for den forkyndelse af Guds nåde og opfordring til næstekærlighed, som lyder under hvælvingerne.

Den særlige åbenhed betyder på den anden side, at det ikke er alt, der kan foregå i den bygning, som er bygget og indviet i Guds navn. Vi lejer ikke kirken ud til modeshows og bankospil, vi fotograferer (bortset fra ved officielle lejligheder)) ikke folk, som er til gudstjeneste, og det er dybt pinligt at være den, hvis mobiltelefon ringer ”dengang jeg drog af sted”, mens præsten prædiker.

Det tager mere end 5 minutter at være til gudstjeneste, men når gudstjenesten er færdig, sendes vi ud. I modsætning til Fakta ønsker vi ikke, at ’kunderne’ bliver længere. Vi skal med Guds ord i ryggen ud og leve det liv, Han har givet os. Livet udenfor kirkedøren er fyldt med komplicerede problemstillinger, og vi kan forhåbentlig i de afgørelser, der uvægerligt må tages, finde både inspiration og styrke i de ord, vi har hørt i kirken, indtil vi atter træder ind ad dens dør.

KFP